Søg i denne blog

onsdag, januar 01, 2003

Godt nytår!



Nytårsaften i år startede med en skøjtetur på Kilen.

Karen, Esben og jeg nød det flotte vejr og de sidste solstråler med en ½ time på Kilen klokken 16:15.

Isen var god, vejret helt vindstille, frostklart, solen på vej ned i en rød horisont.

Og alle de fotte nytårsraketter folk i Struer, Bremdal og de små byer nord for Kilen sendte op.



Var vi helt stille kunne vi høre hvordan et enkelt tramp fik den store isflade til at synge.

Knald fra raketterne gav genlyd fra skoven.



Senere i løbet af aftenen var det perfekte vejr en utrolig flot ramme.



Malthe gik mest op i at beundre hvordan storebror kunne fyre bordbomber af.







fredag, december 27, 2002

Malthes sprog.



Malthe på 2 år og jeg var ude her til morgen med hund og den lille røde dukkevogn.

Det blev en længere tur.



Da vi kom forbi nogle store fyrretræer gik Malthe hen og pegede på nålene på en gren. Og sagde : "Den er av - sin gren".



Tankestregen har jeg sat for et ophold. Han ville udbygge den kendte sætning om at noget er farligt - her at man kan stikke sig på nålene på et fyrretræ.



Det er interessent at følge hvordan han arbejder med sproget.



Han er også begyndt med at sætte et "ikke" efter en sætning for at lave en benægtelse.

Fx. "Om til Grethe ikke".

Grethe er hans nye dagplejemor. Ikke at han har noget imod at komme der om men sætningen faldt efter, at han på vejen ned i byen i bil havde fået at vide, at vi ikke var på vej om til Grethe, men at vi var ude efter mælk.

Forklaringen havde han fået fordi han spurgte "Om til Grethe ?".

torsdag, december 26, 2002

Juleferien kom godt fra start.

Med masser af aktivitet : Først havde Karen klassen hjemme til fødselsdag lørdag, så var familien til fødselsdag søndag, lillejuleaftensdag er der jo så meget, ligeså juleaftensdag og juledag var Anne på arbejde.



I dag var vi så på familiebesøg.



Vi er heldige med at ingen er det mindste syge - det kan ellers let ske netop i disse dage.



Hvalpene er ved at være klar til at flytte hjemmefra og de bliver mere og mere frække dag for dag.















søndag, december 15, 2002

Esben og jeg har fået set EM-håndbold i sidste uge. Det har været nogle gode oplevelser og at de så fik EM-guld er helt perfekt. Esben og jeg er mest til sport når det går Danmark godt.



Karen, Esben og jeg var en tur på skøjtebane her til aften. Vi var der også i fredags, så sæsonen er godt igang. Her til aften trænede vi i at løbe baglæns.



Vi har nu fået aftalt hvor to af de fire hvalpe skal hen. Her er et billede fra d. 7. december 2002. De to til højre - en han og en hun - er endnu ikke solgt. De er klar fra d. 29. december 2002.

søndag, december 08, 2002

I dag var vi på tur til Hjerl Hede og derefter en "julefrokost", der startede med varm gløgg og æbleskiver. En familietur, hvor vi var 11 ialt - rigtigt hyggeligt.



Hvalpene er blevet 5 uger nu. De er søde men også ved at være lidt mere krævende. Freja har for længst overladt det meste at arbejdet til os. Området med badeværelse og forgang har fået navnet "De tusinde Søers Land".

mandag, december 02, 2002

Esben og jeg kom på isen igen her i aften.

Så nu er vi på 2 gange i år.

Sidste år blev det til 10 gange for Esben og 7 for mig hvis jeg har fået det hele med i denne dagbog.



søndag, december 01, 2002

Så startede skøjtesæsonen i dag. Esben og jeg var på isen for første gang ud af forhåbentligt mange.

Isen var fin og formen ligeså - det kan mærkes at vi var med sidste år.

Vi fik banen her i Struer sidste år. Da åbnede den først hen mod nytår på grund af forsinkelser i byggeriet og dårligt vejr.



Ellers har weekenden mest stået på pasning af Malthe, da Anne havde en arbejdsweekend.

tirsdag, november 19, 2002

17 stjerneskud.



Vejret er skiftet fra relativt varmt og tåget de sidste dage til frost og rim, men stadig dejligt stille.

På min tur med hunden ned til Kilen her til morgen kl 6:20, så jeg stjerneskud - det største antal jeg nogenside har set.

Månen lyste de rimklædte bakker flot op, men den generede stjernekikningen.





Et citat fra DMI :





Et lysklart stjerneskud fra Leoniderne 2001. (Foto: Arne Danielsen)



Hvis vejret arter sig kan man tirsdag morgen få en himmelsk oplevelse.

"Når du ser et stjerneskud, lad et ønske flyve ud" synger Jesper Fårekylling. Tror man på det, og er man oppe rigtig tidligt tirsdag morgen; ja så får man travlt med at hitte på ønsker.



Tirsdag morgen klokken 5 dansk tid passerer Jorden igennem et støvspor efterladt af kometen Temple-Tuttle i 1767.

Støvsporet består af millioner og atter millioner af knappenålshoved-store partikler som,

når de rammer Jordens atmosfære med 250.000 km i timen, brænder op mens de trækker et lysende spor - et stjerneskud.



I en pressemeddelelse fra Astronomisk Selskab anslås det at: "...hvis beregningerne holder stik, kan vi se helt op til ti stjerneskud i minuttet omkring maksimum (klokken 5)".

Her er endda taget højde for at lyset fra månen - der er én dag fra at være fuld - kun tillader os at se de klareste.



Citat slut

søndag, november 17, 2002

Motion og frisk luft.



Vi var i dag på tur med Esbens klasse.

Først fælles rundstykker på skolen, og så en tur på 5 km rundt om Møllesøen i Klosterheden.

Vi var heldige med vejret og også heldig med at Malthe ville sidde i klapvognen næsten hele turen.



Naturen derude er flot og varieret. Og jeg fik varmen med at skubbe klapvogn.



Senere nåede jeg, stadig i et dejligt solskin, en tur i løb om Kilen.

tirsdag, november 12, 2002

Malthe og jeg var ude en tur inden spisetid. Det er den svære tid for en 2-årig.

Men ude går alting bedre.



Det regnede.



Vi havde et praktisk formål. At få hentet noget brænde ind og specielt at få kløvet lidt til optændning.

Malthe kalder det at "gonge" brænde. Det er dejligt dramatisk når træstykkerne flyver omkring og det larmer.



Efter træet skulle den lille røde dukkevogn lige have en tur op og ned af vejen og så op og ned igen - og igen.

Det regnede stadig, så vi havde vejen for os selv. Men der er masser at snakke om : Hvor der er lys og hvem der bor i hvilke huse.

Det er lige før at Malthe kan navnene bedre end jeg.

søndag, november 10, 2002

Det har været en fredelig weekend.



Børnene hentede vi i aftes og da Anne har arbejdet i weekenden har jeg brugt tiden i dag på at passe Malthe.



I går lavede jeg småting, som at lægge nye billeder af hvalpene ud på nettet.

Og så var jeg ude på en 7 km løbetur - den første efter halvmarathon'et i sidste weekend.



Og lige nu er jeg så via hjemme-PC'en ved at check'e lidt inde på arbejde, så jeg er klar til en ny uge.



Alt i alt en afstressende weekend.

lørdag, november 09, 2002

I går var Anne og jeg i biografen. Børnene er hos morforældrene.

Vi måtte svigte biografen i Struer og tage til Holstebro for at kunne se
"At Kende Sandheden"

Tryk for større billede af Niels Malmros.
Annes valg og en rigtig god film.



Hvalpene trives forsat. Her er billeder af hvalpen, der døde ved fødslen og fik en fin begravelse 3. november 2002 og af de fire, der sover (7. nov.) og spiser (8. nov.).

mandag, november 04, 2002

Det går fint med hvalpene.

Her er et billede fra i går af Freja med de fire små .

Og her er et af faderen fra d. 3. september 2002.



Freja ser ud til at have helt styr på at passe dem.

Vi var oppe en gang i nat for at se men der var ingen grund til bekymring.

søndag, november 03, 2002

Freja fik hvalpe i nat.

5 men den ene døde så nu ligger hun og passer de fire.

Karen og Esben var med til fødslen og vågede på halvtimesskift resten af natten.



Malthe kastede lidt op 2 gange i nat - ikke at han er syg - så det er ikke kedeligt at bo her i huset.

lørdag, november 02, 2002

Jeg fik løbet mit første halvmarathon i dag. Det var Vestjysk Halvmarathon i Holstebro.

Det gik rigtig godt i det fine efterårsvejr med sol og kold østenvind.

Min tid på 1:58:37 er jeg også godt tilfreds med - den viser at jeg godt kan være med idet 18% af de 413 herrer løb langsommere. Jeg havde da også selskab af passende store grupper turen rundt.

tirsdag, oktober 29, 2002

Da jeg kom hjem havde Esben gang i saven. Nu skal der laves kasse til Freja og de hvalpe, hun får om en uge.

mandag, oktober 28, 2002

Skrevet søndag aften men indsat mandag, da Blogger.com var nede.



"Er på" en stor del af døgnets timer, er den fornemmelse jeg sidder med nu.

Arbejdsmæssigt er jeg stadig inde i en periode med extra timer.

I sidste weekend var vi til min søsters fantastiske bryllup. Det var en stor oplevelse, der så også bestemt fyldte hele weekenden.

I denne weekend var børnene og jeg til min mors fødseldsdag i går. I dag hyggede vi os herhjemme uden at have for meget på programmet - hvilket jeg nød.

Karen og Esben fandt på et projekt med at lave græskarmand og lave græskartærte af indmaden.



Jeg kom også ud på en 17 km's løbetur, da Anne kom hjem fra sin dagvagt. Tidspunktet, der lige før spisetid, var jeg heldig med. Det havde regnet hele dagen men sidst på eftermiddagen holdt det op og det blev endda helt stille. Nu her sent på aftenen er det næsten stormvejr.

Jeg skal jo også passe min løbetræning så jeg er klar til løbet næste weekend.

mandag, oktober 14, 2002

Vi fik afsluttet sæsonen i Legoland i går.

Denne uge er efterårsferie for Karen og Esben ellers ikke. Anne havde faktisk en ektra dag i dag og jeg har rigeligt med arbejde til ugen.

Ikke alt for praktisk nu da børnene har fri og vi skal være klar til min søsters bryllup på lørdag.

lørdag, oktober 12, 2002

Jeg var heldig med vejret og fik en fin tur på 17 km rundt om Kilen. Nu har jeg så også tilmeldt mig det halvmarathon, jeg træner til.



Det er en mærkedag i dag - jeg mødte Anne for præcist 17 år siden i dag. Og nu jeg er ved mærkedage - Malthe blev 2 år i mandags.

Det er lørdag og jeg nyder en fredelig stund. Malthe sover og resten af familien er i biografen for at se "Min søsters børn i sneen".

Jeg har ikke afset tid til denne dagbog de sidste to uger. Det skyldes at vi sidste weekend var på besøg på Sjælland og at jeg har brugt extra tid på at sætte mig ind i et nyt spændende område på arbejde. Det sidste har været meget tilfredsstillende men har også lige taget den sidste frie time om aftenen.



Det lykkes dog at få løbet en tur i søndags. En 13 km lang tur om Bursø på Sjælland.

Og i denne uge kom jeg ud onsdag og torsdag aften.



Jeg håber så på at komme ud på en længere tur her når de andre kommer hjem igen og hvis regnen ikke driller. Det er for koldt at løbe længere tid i denne kulde og blæst hvis det også regner.

I morgen har vi talt om at tage en sidste tur til Legoland.