Søg i denne blog

torsdag, december 27, 2007

Julen 2007

Så er vi kommet ind i de fredelige juledage. Vi har alle fri mellem jul og Nytår, så det er dejligt.

En dejlig juleaften med mine forældre på besøg.
Gode gaver, hvor et af toppunkterne var Karens og Esbens hjemmelavede læsebog til Malthe. De havde skrevet en World of Warcraft historie, som han selv kunne læse uden at den blev uinteressent af den grund. Den handlede om hans figur Ironarm og der var billeder fra WOW til. Han blev så glad for den.

søndag, december 23, 2007

Kajak den 23. december

Efter en aktiv dag med Karens fødselsdag i går, er det så en fredelig søndag d. 23. december, hvor det var det skønneste vejr og det fik jeg udnyttet til en tur på fjorden i kajak.
12 km i dag, hvorefter jeg nåede op på 600 km i år.
Solen skinnede så dejligt, at jeg var glad for mine solbriller. I december i Danmark - men det skyldes at solen står ganske lavt og med den kraftige refektion fra vandet, er det svært at beskytte øjene.

torsdag, december 20, 2007

Struer Skøjtebane åbnede i dag.

I dag skete det så endelig - skøjtebanen åbnede.
Malthe og jeg var på isen her inden aftensmaden.
Da vi kom derom var TV Midtvest i gang med at optage billeder af en dreng på skøjter. Jeg så indlægget her i aften i regional tv-avisen. De fortalte, at der kun var en på isen, da de var forbi. Det kan jeg også bevidne, men Malthe og jeg sad på det tidspunkt og tog skøjter på.
Isen er god og vejret fint. Jeg tror at Malthe rigtigt får lært at løbe på skøjter i år. Han startede i det mindste langt bedre end sidste år. Dels er han blevet et år mere og dels tror jeg også at han havde godt af skituren i foråret.

søndag, december 02, 2007

Kajak og sæl på Limfjorden den anden dag i vinteren

Vinteren er begyndt og jeg nyder stadig at ro kajak. I dag var vinden i syd og ret kraftig. Præcist som lørdag i sidste weekend, hvor jeg også var ude. Heldigvis ligger klubben godt placeret så vi blot kan søge ind omkring havnen, hvor der er fralandsvind for netop en sydlig vindretning. På trods af at ruten således var meget bynær, fik jeg den gode naturoplevelse at se en nysgerrig stor sæl på ganske tæt hold. Det var midtvejs på stykket langs dæmningen fra Struer til Bremdal - jeg var på vej tilbage mod klubben, da sælen stak hoved op ude til højre. Jeg lå lidt stille og så på den og den så på mig, hvorefter den dykkede og jeg så den ikke mere selvom jeg var forbi samme sted nogle gange. Strækningen i læ for en sydlig vind er ikke så stor, så man skal lidt frem og tilbage for at få de 11 km ud af det, jeg roede i dag.

lørdag, november 24, 2007

KRAM-undersøgelse

I torsdags deltog jeg i KRAM-undersøgelsen. Struer kommune er en af de 13, der er udvalgt til denne store undersøgelse af folkesundheden.

For mig var det god, varm og interessent oplevelse.

Først udfylder man et ret omfattende spørgeskema, hvor der gåes tæt på spise- og alkohol-vaner. Så kan man tilmelde sig til en undersøgelse i KRAM-bussen.

Da mange i byen deltager, jeg tror at 1700 får en tur gennem KRAM-bussen, er det noget der snakkes om. Specielt oplevelsen på motionscyklen, hvor man får målt kondital.
Min egen oplevelse var også her god. Jeg synes at personalet var dygtige - gav en god vejledning og havde et rigtigt godt niveau på motivationen til at "give alt".
Konditallet bliver målt ved at man kører så lang tid man kan på en kondicykel, hvorpå belastningen med jævne mellemrum sættes op. I mit tilfælde tog det 18:30 min at nå maksimum. Der arbejde jeg så også med en puls på 184 og kunne ikke yde mere.
Mit kondital blev 45.3, hvilket svarer til "højt" for min aldersgruppe og havde jeg været fyldt 50, hvad jeg jo gør næste gang, ville det have været "meget højt".
Dette billede er taget samtidig med at jeg var på cyklen. Jeg var igang med de første 5 min med lav belastning, da en fra personalet tog billedet af ham der ummidelbart ved siden af tydligt var i sidste fase af testen. Jeg husker at jeg overvejede om personalet havde styr på det med at sikre sig et (skriftligt) samtykke, når de tog billeder af personer. Når jeg nu kan se, at billedet er offentliggjort på KRAM's side med fuldt navn (og alder), må jeg formode at personalet også har styr på samtykket.
Selve testen forløb trygt og godt.
Fra mine løbeture kender jeg til, hvordan det føles ved forskellige pulsniveauer, så der var ikke noget nyt i det, men det var dejligt at kunne se på skærmen at koppen reagerede stabilt og roligt på den stigende belastning. For hver stigning i belastning kom der umiddelbart et hop op i pulsen, hvorefter den holdt sig på dette nye niveau indtil næste stigning i belastning.

Resten af undersøgelserne viste også et ok resultat. Men også et resultat, der motiverer til at holde motionsniveauet oppe.
Vægten er ok, men bør ikke stige. Ligeledes med fedtprocenten. Blodtrykket er i den høje ende af det normalområdet og skal løbende kontrolleres for om det stiger. Hvilket var præcist den samme melding jeg fik i 1998, da jeg fik det målt på Holstebro Sygehus ved et åbent hus arrangement, og jeg har da også fået det målt nogle gange siden af egen læge. At jeg fik målt blodtrykket tilbage i 1998 var et tilfælde - Anne var ansat der dengang og havde et indslag i arrangementet, hvor hun viste at et æg havde større chance for at klare et fald på 1½ meter ned på et hårdt gulv, hvis ægget havde cykelhjelm på. Det skulle børnene og jeg se og så kom jeg også ind til overlæge Ester, der målte blodtryk og vejlete.

søndag, oktober 21, 2007

Efterårsferie

Vi er lige kommet hjem efter en efterårsferie i København. Jeg har holdt ferie hele ugen. Vi tog afsted tidligt tirsdag alle fem, overnattede 3 nætter på vandrehjem på Amager og derefter et par nætter hos min søster på Sjælland.

Altså først nogle dage med aktiv storbyferie og derefter et par fredelige dage med familiebesøg.

Esben og jeg var i Parken for at se EM-kvalifikationskampen Danmark-Estland. Vi vandt 3-1, men selve kvalifikationen glippede i kampen før mod Spanien, så der var ikke så meget EM-kamp over det. Men det var da godt nok at se Parken selvom stemningen med de kun 19004 tilskuer var lidt afdæmpet. Iøvrigt - jeg synes at publikums rygning var lidt irriterende. Det er dejligt at vi er sluppet for rygning på spisestederne og hvor vi ellers kommer, men selvom Parken er "udendørs" så sidder man tæt og der var ikke megen vind på tilskuerpladserne.

Ellers en dag i Experimentarium og en i Zoologisk have. En aftenturTivoli med halloween-stemning. Assistens Kirkegård, Rundetårn og en masse storby-liv, der jo ikke er hverdagskost her i Struer.



Lidt motion er det også blevet til her i ferien. Først var der tid til et par ture i kajakken før vi tog til København og i går blev det til en 10 km gennem efterårsskoven ned til badebroen i Burresø.

lørdag, oktober 06, 2007

Roet 500 km i kajak i år

Med de 12 km, jeg roede i dag, er jeg kommet op på 500 km i år. Sidste år nåede jeg op på 419 km i oktober, og så heller ikke mere det år, da jeg ikke roede november og december. I år fik jeg startet i januar og har bestemt tænkt mig at ro vinteren igennem, når vejret er godt.
Godt var det i dag. En svag vind fra nordøst og den dejligste sol. Jeg fik nydt solen på vandet næsten til det sidste - den var kun lidt over horisonten, da jeg kom tilbage til klubbens bådebro kl. 18:25.
Jeg var så sent ude fordi vi i anledningen af Malthes 7 års fødselsedag i morgen havde klassen hjemme til fødselsdag i dag. Også her havde vi fornøjelse af det gode vejr til skattejagten og til sidste punkt dagen: Ristning af skumfiduser over grill på terrassen.

mandag, september 10, 2007

Tour de Gudenå 2007

I weekenden var jeg til Tour de Gudenå. Jeg var med for første gang sidste år, men i år blev en helt specielt god oplevelse. Og det siger jeg måske mest fordi det lykkes mig at gennemføre.

Vejret var helt exceptionelt lørdag. Jeg hørte nogen tale om 18m/s i middelvinden og 22 m/s i vindstødene. Jeg ved ikke præcist, hvad det var, men specielt vindstødene var helt utrolige.
Øverst på resultatlisten for lørdag står:
Antal tilmeldte deltagere: 888
Antal gennemførende deltagere: 263
Antal udgåede deltagere: 625
Til sammenligning udgik 48 ud af 822 på første dagen(lørdag) sidste år.
Hvilket tydeligt viser, at det var helt extraordinært i år.
Fra Struer var vi 7 der gennemførte Trim om lørdagen og 2, der udgik. Herudover 2 unge kaproer, der gennemførte og en voksen der udgik lørdag på 120. Ud over naturligvis at vi er gode,viser det nok også at vi, der til dagligt ror på Limfjorden, får mere bølgetræning end gennemsnittet.
Søndag var vejret helt modsat. Hvor det blæste og regnede lørdag, havde vi solskin hele dagen og en svag medvind var der sågar også. Søndag var 34 af de 58 km og det på Randers å med strømmen. Den rene ferie i forhold til lørdag, hvor ruten gik fra Emborg til Silkeborg over mange søer med Juelsø som den største.
Resultatmæssigt kom jeg i top 100 (nummer 86 ud af 313 i tiden 07:51), hvilket jeg nok aldrig igen opnår. Sidste år blev jeg nummer 151 af 259 i tiden 7:10 på Trim-ruten.
Jeg roede i en Coastrunner og vi var flere, der lørdag fik et helt kærligt forhold til den kajak, der fik en igennem det vilde vejr. Det uanset om typen var Raptus, Coastrunner, Coastliner eller Hunter.

mandag, august 27, 2007

San Diego

Jeg har været en uge i San Diego, CA, USA. Formålet var noget uddannelse (TDWI) i arbejdssammenhæng. Jeg var fremme natten mellem lørdag og søndag lokal tid og skulle starte undervisning mandag morgen, så jeg havde lidt tid til at opleve byen søndag og til at få tidsforskellen ud af kroppen. Mandag morgen skulle jeg være kvik for at få noget ud af Michael Gonzales hands-on undervisning.


Søndag så jeg udstillingen om dødehavs rullerne på San Diego Natural History Museum Det var meget interessent sat op og jeg brugte faktisk 3½ time på at gå igennem den. Først kom man igennem et område hvor den politiske historie, naturgeografi og dyre/plantelivet blev gennemgået. Derefter en igen godt gennemarbejdet udstilling med historien om hvordan rullerne var fundet og konserveret. Endelig kom man ned i kælderen hvor et stort antal af de fundne brudstykker af rullerne var udstillet og forklaret. Rullerne blev kommenteret både med skilte og med en udemærket audioledsagelse. Ligesom da vi var på Versailles slottet ved Paris, fungerede det godt at man kunne gå rundt mellem en masse mennesker og ved at trykke numre få en tydelig kommentator i øret, der kom med relevante og godt formulerede beskrivelser at det man lige står overfor.



Mandag morgen startede undervisningen og denne og andre IT-system-leverandør drevne aktiviteter foregik dagen igennem og aftenen med og det på hotellet, hvor jeg også boede. Onsdag morgen tidligt, hvor jeg ikke havde været udenfor hotellet siden søndag, tog jeg en løbetur langs havnepromenaden. Jeg kunne nå ud til havnområdet ud for lufthavnen. Det er en glimrende måde at opleve byen på. Jeg gentog turen torsdag og fredag og fik over de tre gange løbet en halvmaraton.

Lørdag eftermiddag kom jeg hjem og kunne så om aftenen være med til "Company Night", der er musikfistivalaften for B&O's medarbejdere med ledsager. Musikken var først Jonny Madsen, så kopibandet Decco band og til sidst Runrig.

mandag, august 06, 2007

Sommerferie

Ferien i år startede her i Danmark med at være sammen med noget af min familie. I den sammenhæng prøvede jeg at windsurfe lidt, idet jeg sammen med mine store børn og et par af deres fætre/kusiner deltog i et 3 timers introduktionskursus i Bork Havn. Det var ganske sjovt - man kan jo både bestemme retning og hastighed på sådan et brædt inden for nogle grænser naturligvis og disse er lidt snævre til en start.
Opholdet i danmark med den større familie afsluttede vi med en dag på Danfoss Universe, inden vi selv (fem) kørte mod syd med telt.


Ruten i år var 5 overnatninger på Le Parc uden for Paris og derefter 3 overnatninger på La Bien Assise ved Calais (Den Engelske Kanal)
I Paris stod jeg 3½ time på samme flise for at afslutningen på Tour de France. Det var da en oplevelse at være med i en begivenhed sammen emd så mange menesker og det var overraskende at se hvor hurtigt de cyklede.
For Malthe var turen op i Eiffel tårnet nok det største, jeg var mere imponeret at Versailles slottet, hvor jeg ikke havde været før.

Oppe ved Calais så vi den hvide og den grønne skrænt (Cap Blanc Nez og Cap Gris Nez). De to store børn og jeg var ude at svømmen i nogle store bølger ved en dejlig og sikker strand. Bølgerne var så gode at vi var ude i lang tid på trods af at vandet kun var 17 grader.

Hjemme i Danmark igen var jeg ude at bade i både Limfjorden og Vesterhavet (Vedersø Klit), men det var først da vi til sidst var i Struer svømmehal, at vi endelig fik vand med en ordenligt temperatur.

torsdag, juli 05, 2007

Badeland og rygning i Danmark

I forbindelse med sidste weekend var Malthe og jeg alene hjemme i fire dage mens resten af familien var en tur i Norge.
Lørdag var vi i badeland i Holstebro.
En prægtig tur. Vi kørte tog fra Struer til Holstebro, hvilket er en oplevelse for en seksårig, der ellers altid er med bilen.
Vi var der i lang tid, 13:30 til 18:00, så jeg havde god lejlighed til at følge livet i et badeland.
Malthe havde det som en fisk i vandet. Han kan ikke helt svømme, men med et bælte går det over det hele, om det så er rutsjebanen eller en-meter vippen.
Vi spiste nogle pommes frites og her bemærkede jeg et par unge mænd, der lidt væk sad og røg. Og jeg tænkte på at vi ikke er kommet så langt her i Danmark - ryge lige ved siden af, hvor folk spiser, og så i et badeland, hvor også mindre børn opholder sig.
Men det blev værre: Da badelandet lukkede klokken 18 gik vi på en nærliggende pizzaria. Her opserverede jeg at først røg en mand ved nabobordet, mens vi spiste. De gik kort efter, hvorefter der ikke gik lang tid inden jeg hørte en mand ved nabobordet til den anden side spørge sin date om hun havde noget imod, at han røg. Den havde hun ikke og så røg han. Vi spiste stadig og jeg tænkte en gang til, at vi ikke er nået særlig langt her i Danmark.

søndag, juni 10, 2007

Anden tur rundt om Venø i kajak

Hedebølgen er over os - temperaturer hver dag på 30 grader eller mere.
Sammen med 4 andre fra klubben startede jeg ud i morges kl 06:20. Efter kun 3 km, hvor vi nåede til færgelejet, så vi den første sæl. På det sted har jeg været mange gange, men aldrig set sæl før. Kan det være det tidlige tidspunkt?
Det var en dejlig morgen. Sol - men ikke for varmt endnu. Det blæste svagt fra syd-øst, men der var ikke det store i bølger op langs østkysten.
Oppe ved nord-spidsen mødte vi to havkajak-roere. Heldigt for os lå de stille for at følge en sæl - ellers havde vi måske overset den. Så snart vi var ude af fuglereservatet gik vi i land og fik madpakken ved et bord med bænke, der er placeret på et sted med en flot udsigt ind over reservatet mod øst. Dette sted er og ret præcist midtvejs på de 25 km.
Herfra var der en flot tur hjem i meget roligt vand.
Godt hjemme i klubben var det blevet ganske varmt - det var godt vi ikke kom senere afsted.

mandag, maj 28, 2007

Venø rundt i kajak for første gang

I dag fra 12 til 16 oplevede jeg for første gang turen på 25 km rundt om Venø.
Og det var en stor oplevelse og med lidt, om ikke dramatik, så spænding til sidst.
Vinden var i nord og lidt fra vest, så jeg gik vest om øen. Der var modvind og lidt bølger på vej op, men ikke bølger at betydning. Oppe ved den nordlige ende af Venø er der en flere hundrede meter, men kun få meter bred, sandtange, der rækker lige ud fra et meget fladt landskab med et fantastisk lys. På vej ud langs tangen kom jeg til et stykke en 30 - 50 fra spidsten hvor vandet skyllede igennem et kort stykke af tangen. Der var ikke så megen vand at jeg kunne ro igennem, hvorfor jeg steg ud på sandet i mine badesandaler. Så kunne jeg også lige få lidt chokolade og vand. Imens jeg stod der så jeg hovedet af en sæl mod vest, hvor jeg kom fra. Den var ikke længere en en 20 meter væk. Gentagne gange dykkede den for blot at komme op få meter væk, hver gang med snuden direkte mod mig. Den holdt stadig øje med mig, da jeg roede væk. Og der var endnu en sæl på den østlige side af tangen. Den så til mens jeg roede væk fra denne særprægede og flotte natur.
Den næste strækning ned til Campingpladsen var stik modsat den modsø og lidt store bølger, der var vest for tangen. Dog blev bølgerne lidt store hen mod Campingpladsen, hvor jeg fik et lille hvil og min lille medbragte madpakke.
Første halvdel af turen ned til færgelejet var med overraskende store bølger. Faktisk noget store - jeg havde troet at den sidste af turen rundt ville være den fredelige del.
Ja det havde faktisk blæst op.
Da jeg kom tilbage til færgelejet, så det noget anderledes ud, end da jeg godt 3 timer tidligere var startet ud på turen rundt. Det blæste en del fra nord ned igennem sundet. Det var ikke så svært at ro i, idet bølgerne og blæsten kom ret forfra, men jeg havde denen noget utrygge oplevelse. Jeg havde planlagt at gå nord om en grøn styrbordsbøje, der ligger i kanten af sejrenden i siden væk fra Venø. Men da jeg over til den kunne jeg se, at jeg drev så hurtigt mod syd at jeg ikke kunne komme nord om. Så måtte jeg lade mig drive lidt og så gå syd om. Ikke at det var et problem i sig selv, men ubehageligt ikke at kunne bestemme det.

lørdag, maj 19, 2007

Kilen rundt 10 km

I går var vi i cirkus Arena, det er blevet en tradition: I dag deltog jeg i Kilen rundt 10 km for 7. gang, så det er også en tradition. Tiden blev dårligere end sidste år: 2007/55:09,2006/54:00,2005/56:21, 2002/54:41, 2001/52:53, 2000/53:26, 1999/56:17 Men jeg havde det godt med min nye Chi-running-løbestil. Billede.Træning er det ikke blevet til så meget på det sidste. Jeg løb 9 km ugen før skiferien i Påsken, men så ikke før de sidste 14 dage, hvor jeg løbet 9 km to gange.
Vejret var godt i år - ikke for varmt og med sol. Måske lidt megen vind, man kan ikke få alt.
Cirkus i går såm det plejer meget flot og men numre flottere end sidste år. I år er der et helt fantastisk elefantnummer med. En imponerende sammensætning af heste og elefanter

mandag, april 09, 2007

Skitur til Skeikampen

Så er vi hjemme igen fra en dejlig skitur til Norge. Vi har ikke før prøvet at det så sent på året, men det gik fint, der var stadig sne nok. Godt nok noget iset, da der de første dage i ugen var frost om natten og plusgrader om dagen. Senere på ugen blev det lidt koldere, men vi fik ingen nysne.
Malthe var på ski for første gang og det var en stor oplevelse at se hvordan han lærte sig at stå på alpinski. Skeikampen havde lige det børneområde, Malthe havde brug for. Han startede med et transportbånd, der var meget let at komme på og af. Hertil var der en meget nem nedfart. Efter at have kørt rundt her mange gange oplevede han at gå fra at det "var svært" til med hans ord "at kunne danse på ski". Næste trin var et transportbånd, der førte til en hurtigere bakke. Her fik han lært at bremse og styre lidt (plov). Det var mandag. Tirsdag indtog han første talerkenhejs i med nedkørsel 1 børneområdet. Et lille sammenstød med en pige, yngre and ham selv, lærte ham lidt om trafik på bakken. Onsdag/torsdag den anden tallerkenhejs med nedkørsel 2. Her lærte han at stoppe op midtsvejs før næste stejle nedfart. Fredag indtog Malthe Hafjell, hvor han kom ud af børneområdet ved at tage kondolen halvt op og så 2'eren ned. Det er en blå (let) meget lang og god løjpe. Helt let var det nu ikke med den meget slidte og isede sne. Vi andre holdt os fra de røde, da de var for hurtige og svære med det føre. Lørdag tilbage på Skeikampen kom han også ud af børneområdet med nogle grønne og blå nedfarter.

Liste med skiture med min søster

Jeg har her videreført listen ovre vore skiture fra sidst vi var afsted sammen med min søster.
Skituren var et led i en længere række af ture med min søster og hendes familie. Dog var vi i 2004 afsted sammen med Annes søster og hendes familie.

2007, uge 14 (Påsken), Skeikampen (Hafjell), Hytte: Roa ( Skeikampen/Svingvoll/Kampen)
2004, uge 13, Hovden, Hovden Høyfjellshotell
2003, uge 4, Gaustablik, Hytte: Kvitåvatten Fjellhytter
2001, uge 6, Vrådal,Hotel : Vrådal Hotel
1999, uge 9,Nordseter, Hytte: "Camp David" ved siden af Nordseter Fjellstue
1998, uge 11,Hovden, Hytte: ?, (Badeland med mulighed for at svømme ud til sneen
1997, uge 10,Rauland, Arabu Hyttegrend
1996, uge 10,Hemsedal - Solheisen 9 km uden for Hemsedal, Hytte: "Bjarnebo" Hemsedal Feriesenter. Nyt navn Solsiden Hyttegrend

søndag, marts 11, 2007

Hingstekåring 2007

Vi brugte lørdagen på heste eller mere præcist en 14 timer på den store årlige hestebegivenhed i Herning .

Vi har ikke været til Hingstekåring, siden vi var det en gang eller to i sidste halvdel af firserne.
Mit eget forhold til ridning er at jeg nogle år som barn havde en ugentlig rideskoletime og genoptog det i en kortere periode, også der sidste halvdel af firserne.

Det er et stort arangement, hvor vi fik billetter til dels "Hest & Rytter" og Galla Show'et om aftenen.
"Hest & Rytter" var hedigvis meget andet en salgsboder, hvilket ikke lige er mig.
Jeg nød istedet at se de meget dygtige smede til "Nordisk mesterskab for beslagsmede".
Og så en række at indslag på en ca 20 minutter bladet Equipage havde sat sammen:
"Volitige med VM-sølvvinderRikke Laumann" var tæt på, flot og interessent med en knæskadet Rikke på jorden og en ung pige under oplæring i forsøg på akrobatik på hesten.
I næste indslag, "Maj-Britt M.Carter tæmmer problemheste", fik Maj-Britt en islænder, der ikke ville gå op i traileren. Maj-Britt er uddannet i ham hesteviskerens Monty Roberts metode. Det var overraskende at se, som hun kunne "tale" med hesten.
"Tina og Charlotte Lund underviser Mie Daugaard Reimer i springning" var et kik ind i hvordan man kan arbejde med fx. fem, fire eller kun tre kalopspring mellem forhindringerne.
"Danmarks bedste kørselsekvipager" var virkeligt tæt på. Det er bare flot fx. at se et tospand af store heste i vild fart rund om forhindringerne.
"Opvisning med militaryrytter KirstinSkjoldshøj" Kirstin fortalte varmt om sin sport og demonstrerede forskellige typer af spring. Det var specielt levende, tæt på, ved at hun kommenterede fra hesteryg. Det gav en god oplevelse af det varierende tempo og kontakt til hesten.
"Maj-Britt M.Carter tæmmer problemheste" har vi haft en gang, men det er en ny opvisning. Denne gang med en anden hest, der ikke vil have, at man løfter dens ben. Gentagelsen var interessent, idet det var tydeligt at denne hest talte fuldkomment samme sprog som islænderen. Maj-Britt brugte det samme Monty Roberts kropssprog som før, og hesten forstod det, som islænderen havde gjort det.
"Strækøvelser for heste med dyrlæge Laura Rønnow og hestemassør Lisa B. Wright" Man lærer noget nyt hele tiden. Jeg viste ikke at man kan få hesten til at lave strækøvelser ved at aktivere reflekser ved at beørere den bestemte steder.

søndag, marts 04, 2007

Forår på is og fjord

I går var vi på skøjte banen i et dejligt vindstille solskinsvejr. Malthe er også kommet med, jeg tror at det var hans 3. eller 4. gang i år. Sidste år var han ikke motiveret for at lære det, men i år går det fint. Det tegner godt for vores skitur om ikke så længe.
Isen var god og jeg synes at Struer Skøjtebane faktisk har haft en god sæson. Det har jo været usædvanligt varmt i vinter og banen åbnede først da denne lange varme periode var ovre. Dette i modsætning til Holstebro, der brugte 700.000 kr på perioden med varme og megen regn.

Efter skøjtebanen var jeg en tur på fjorden i kajak. Vejret var usædvanligt - fjorden var blikstille. Solen lyste på de sidste rester sne på fjerne nordvendte skråninger. Flot.

lørdag, februar 17, 2007

ChiRunning

Efter at have ventet en måned på at biblioteket skaffede bogen ChiRunning, opgav jeg og købte den. Jeg har læst den og igår var anden gang jeg var ude at løbe herefter. Det er en meget interessent bog. Min umiddelbare oplevelse er at teorien virker overbevisende og at der er meget at arbejde med.
I tiden, hvor jeg ventede på biblioteket, kom jeg jo igang med Chi Kung-træning. Det holder jeg fast i. Jeg arbejder stadig med de 2 første øvelser, så her er også meget at tage fat på. Sammenhængen til ChiRunning er tydelig, når man arbejder med det.

Der er også en sammenhæng til kajak-roning. Efter ChiRunning-teknikken skal man slappe af i benmusklerne og lade de stærke muskler omkring rygsøjle tage en stor del af arbejdet. Tilsvarende når man ror kajak, her skal det største arbejde laves ved at vride rygsøjle - præcist det samme.

torsdag, februar 15, 2007

Årets første kajaktur

I dag blev dagen. Jeg har ferie og vejret var blot så godt. Specielt i formiddags. Der var kun en meget svag vind fra øst, nogle plusgrader og endda også nogen sol.
Så i formiddags fik jeg årets første tur på fjorden.
Med den ringe vind og med sollyset var det let at følge med i hvor dybt vandet var under kajakken, så jeg hele tiden var sikker på, at skulle jeg ryge i, kunne jeg vade ind.
For vandet er koldt. Der var et område med små isstykker, der lå og klirrede som tusinde isterninger i et bælte pakket ind af østenvinden mod dæmningen. Det var en ny oplevelse for mig at høre den rislen, det gav, når kajakken gled igennem, eller den hårde lyd, når pagajen jog ned gennem de mange små isstykker.

fredag, januar 26, 2007

Første dag på isen

I denne uge kom vinteren og Struer Skøjtebane åbnede. Jeg var med de store af børnene på isen her til aften. Glimrende. Og man glemmer intet på et år.
Malthe nåede også at få 3 gode dage med bobslæden i den gode sne, inden det natten til idag blev for varmt.

mandag, januar 22, 2007

ChiRunning og Chi Kung-træning

Hvad er nu det for noget ? Er den gamle ingeniør blevet bidt af østens mystik.

Historien er, at jeg var til juleløb her i juleferien. Ud over et godt løb i et pænt vejr i skoven (Klosterheden) fik jeg et eksemplar af et løbeblad, "Magasinet løb" nr. 6 efterår 2006, med hjem. Heri var der en artikkel om ChiRunning. Det synes jeg lyder interessent: En lidt andreledes løbestil, der skulle give få en til at løbe lettere, hurtigere og med mindre riciko for skader.
Bogen var udlånt på bibliotekerne, hvorefter jeg reserverede den og jeg venter stadig på den.
Men jeg fandt lidt beskrivelse på nettet fx. denne lille video. Ud fra dette har jeg forsøgt mig med denne løbsestil, hvor man bøjer lidt fremad i anklerne og lander på hele foden i modsætning til på hælen. Jeg har prøvet det over en godt 40 km nu og jeg tror faktisk, at der er noget godt i det.
ChiRunning-bogen har jeg som sagt ikke fået endnu, men Struer bibliotek havde en anden bog, godt nok ikke om løb, men om chi.
Den hedder "Vejen til energi" af Kam Chuen Lam.
Min ide, da jeg stod nede på biblioteket var, at jeg kunne da se lidt på baggrunden for chi-running, mens jeg ventede på, hvad så vidt jeg kan se, er den eneste bog om chi-running.
I "Vejen til energi" går de to første øvelser blot ud på at stå stille. Stå som et træ. Jeg er over den sidste måned så småt gået igang med disse to øvelser. Så må jeg se, om det fører til noget og om jeg kan bruge det i relation til løb.

søndag, januar 21, 2007

"Den udtørrede sø" er med vand igen

Da vi flyttede ind i vores hus d. 1. januar 1994 var der, et par hundrede meter fra huset, en lille sø.
Historien, som jeg har fået den fortalt af en nabo, er at for en del år før vi flyttede hertil, gravede kommunen søen ud på et sted, hvor der ofte samlede sig vand.
Søen kunne så bruges til at skøjte på om vinteren.
Naboens historie var så, at siden kommunen gravede den ud, havde der stort set ikke været vand på stedet.
Men det var der altså i januar 1994 og, som jeg husker det, året efter. Vi skøjtede faktisk også på den dengang.
Men siden har der ikke været vand i søen, hvorfor vi kaldte den "den udtørrede sø".
Ikke før i år altså. Det har indtil nu været en meget våd og varm vinter og der har været vand i søen i et par måneder nu. Men ingen is, da vi helt usædvanligt ikke har haft frost endnu.
Om det skyldes klimaforandring, kan man vel ikke sige, men det er usædvanligt varmt. En mælkebøtte i blomst, som på DMI-linket, har vi også haft i vores græsplæne og herfra hvor jeg sidder, kan jeg ved terrassen se en mini-påskelilje, der er ved at springe ud.

Jeg kommer forbi søen hver morgen på vej ned til Kilen med hunden, så jeg har god lejlighed til at følge udviklingen.

På grund af den manglende frost har vi ikke fået gang i skøjtebanen her i Struer. I Holstebro har banen været åben, men er lukket igen på grund af varmen. Vores i Struer kræver at temperaturen holder sig under ganske få plusgrader for at den kan komme igang og det har vi så ikke haft denne vinter.

mandag, januar 01, 2007

31. december 2006

Så er det Nytår igen. Og det med blæst og regn.
Men dagen i går, nytårsaftensdag, var vejret helt fint.
Malthe og jeg tog en cykeltur sidst på eftermiddagen.
Vi to har i år 2006 ofte taget på cykel til enten Bremdal strand (kajakklubben) eller til en legeplads nede på havnen. En del af traditionen er, at vi kører forbi Bremdal Camping for at få en slikpose og så, hvis målet er Bremdal strand, tager ned til kajakklubben for at spise den.
I går forventede jeg ikke at koisken på campingpladsen havde åbent, så vi var forbi en meget velbesøgt Statoil tank. Bilerne holdt helt ude på Holstebrovej og vi måtte stå i kø igennem den halve butik for at få sikret posen.
Derefter gik turen over dæmningen til Bremdal, mens mørket så småt faldt på.
Vel anbragt på den sædvanlige bænk foran klubben og med posen åbnet, nød vi udsigten over vandet mod Struer. Fyrværkeriet var på så stor afstand at lyden kom noget efter lyset og for det meste med kun een raket af gangen. Et smukt syn.