Søg i denne blog

torsdag, juli 31, 2008

Cykelløb i Holstebro (og gennem Struer)


Vi var til Post Danmark Rundt i går. Der var en fin sommerstemning med en del mannesker omkring Tegltorvet i Struer, da dette flotte cykelløb kom her igennem. Da løbet herfra slog et slag omkring Vinderup på vej til afslutning i Holstebro, havde vi god tid til at komme til målområdet i Holstebro. Her oplevede vi et opløb, der, omend i mindre målestok, mindede lidt om vores oplevelse fra sidstedagen i Tour de France sidste sommerferie. Men vi slap for at stå i 3½ time på en flise. I holstebro kunne vi gå og se på boderne og alligevel se rytterene tæt på, når de kom susende forbi fire gange. Der manglede en storskærm, der kunne have vist billeder fra ruten, men ved at se på helikopteren kunne vi, som i Paris, følge feltet rundt i byen. Holstebro havde gjort meget for at få en etape til byen og byrådet havde bevilget 200.000 kr til det. Og det blev da også en god begivenhed i det flotte sommervejr.

onsdag, juli 30, 2008

Sommerferie 2008 i Danmark i et utroligt godt vejr

Hvor heldig har man lov at være?

Vi vælger at blive hejmme i Danmark i år og så er vejret simpelt hen så godt, at vi slet ikke længes efter at komme mod syd til sol og varme.

Vi havde først et par dage her hjemme og timede afrejsen efter at Esben og jeg lige kunne nå at se etapen til Alpe D'Huez, hvor Sastre vandt og lagde grunden til at han vandt tour'en.

Dan etapen var færdig kørte vi ud til Annes bror, hvor vi overnattede i telte i deres have. Hunden skulle alligevel afleveres der og Malthe var begejstret for en lejlighed til at hoppe trampolin med sine fætre/kusiner.

Dagen efter, torsdag d. 24. juli, kørte vi til Ajstrup Strand Camping syd for Århus. Her havde vi to overnatninger. Den 24. var vi en tur rundt inde i Århus og spiste på Maggies Pizza, hvor vi har være en del gange. Vi var med Malthe inde i Århus på Tangkrogen for at være med i Sommersummarum. Det er en morgenudsendelse for børn Malthe har set mange gange. Og så var vi alle på Moesgaard Museum, hvor vi også har været mange gange. Omgivelserne er de samme, blot var vejret dejligt varmt, men udstillingerne er blevet meget bedre. Udstillingen af Grauballemanden er gjort meget mere interessent og så var der "Ötzi - mumien fra Alperne" , der var en specialudstilling om det mumificerede lig af en stenaldermand, der døde for 5.300 år siden.
Efter 2. nat på Ajstrup tog vi på kanotur på Gudenåen.



Lørdag kørte vi til Ry, hvor vi fik kanoer fra Ry Kanofart. Vores rute er indtegnet på kortet.
Efter et stop ved Himmelbjerget roede vi til Skyttehusets Camping, hvor vi havde den 1. overnatning. Pladsen havde et fint miljø med masser af kano- og kajak-trafik fra vandsiden. Hjejlen bidrog også til stemningen, med den store røgudvikling, der stod som et historisk billede på den tidlige industrialisering.
Næste dag kom vi til Silkeborg, hvor vi overnattede på Silkeborg Sø Camping. Her badede vi i det varme vejr i vand, der virkeligt ikke var koldt. Dette var den bedste af pladserne. Der var dejligt svalt mellem de meget høje fyretræer og det bilfri område til små telte havde den helt rigtige stemning. Faciliteterne var også i top. Næste dag kom vi ind på selve åen. Pragtvandnymfserne var talrige og flotte i solen. Vi roede til Trust Camping. Det havde været en lang varm dag, som vi afsluttede med en tur i vandlandet her og så ellers så tidligt i seng som muligt. Campingpladsen var meget varm selvom vi fik en plads mellem nogle fyretræer. Trætte som vi alle var. Næste morgen var kræfterne vendt tilbage og vi roede uden det store den sidste strækning til Ans Teltplads, hvor vi afleverede kanoerne. Jeg havde en god tur tilbage til Ry efter bilen. Jeg fik set lidt til livet i Ans, mens jeg ventede på bussen og fik en flot togtur fra Silkeborg til Ry, hvor der var glimt til noget af den strækning, vi havde roet.