Søg i denne blog

søndag, februar 10, 2008

World Cup 2008 - en dag med islandske heste



I går var Anne og jeg i Odense for at se islandske heste. World Cup 2008 var en hel dag med heste. Det føltes bestemt også som en hel dag, da der er 3 timer til Odense og det sluttede først halv elleve og endelig var jeg lidt "mæt" efter at jeg de tre dage før havde været på et kursus på Hotel Legoland i arbejdsammenhæng.
Lørdagen var dels en præsentation af hingste og dels konkurrencen World Cup 2008, hvor de islandske heste konkurrerede i hovedsageligt tölt. og der var rigtigt megen tölt: arbejdstempo tölt og tölt med skiftende tempo på langsiderne og endelig det flotteste - fri tölt.
Dagen kan sammenlignes med Hingstekåring i Herning, som vi var til sidste år, men der er en helt anden afslappet stemning, når de islandske heste er i centrum. Der var, ligesom til hingstekåringen, et hestevisker-indslag: Horse in Harmony v/ Ute Lehmann. Hun fortalte om hvordan hun gjorde: Beløn hesten ved at fjerne presset med det samme, den gør det rigtige. Hun havde 3 piger med, der med hver sin hest viste hvor præcist og hurtigt hesten kan reagere på ganske svage signaler. Specielt hende, der på en hest med blot et reb bundet om halsen og ikke noget hovedtøj, kunne få den til fx. at springe villigt over en kun 40 cm bred forhindring og til sidst lægge sig ned, så hun kunne stå af.
Der var andre indslag, men mest at alt utroligt mange flotte islandske heste, der töltede og töltede, så det var en fryd.
Signe Krarup var fantastisk som konferencier. Hun kan tale (fra DK sporten) men når man så får det samtidigt med en reel viden om islandske heste; ja så er det man kommer op på fantastisk.
Hun havde Anders Bircow (Linie3) med, men han skuffede. Han kunne ikke finde det helt specielle publikum. Når han forsøgte sig med at gøre grin med de islandske navne blev han ikke mødt af latter, men blot at larmende tavshed. Lidt lumre bemærkninger fik samme modtagelse. Han var på i fire en halv time og blev da lidt bedre hen til sidst, hvor han vel havde skudt sig lidt ind på sit publikum.