Der var mange sejlere ude i det gode vejr og der var masser af liv i Venø havn, hvor jeg spiste min madpakke i det dejlige solskin.
lørdag, september 19, 2009
I kajak rundt om Venø i flot vejr
I dag var så fjerde gang jeg var rundt om Venø - en tur på 25 km som jeg brugte en 4½ time på incl. en god ½ times pause i Venø havn. Jeg tog havkajaken idag, så nu er det to gange i turkajak og to gange i havkajak i år. Vejret var perfekt med sol og ikke megen vind. Jeg så sæler, men kun en enkelt ad gangen i vandet. De var ikke, som de plejer, på tangen på nordspidsen af Venø. Jeg tror, at det skyldes at der var en del, der gik tur langs stranden tæt på.
tirsdag, september 15, 2009
EPP2 prøve i havkajak
Efter en intens dag, hvor det lykkes for os at få IT-systemerne i drift kl 16:00, som planlagt, var jeg til havkajakprøve på EPP2-niveau i klubben klokken 17:30.
Prøven, som jeg bestod, var afslutningen på kurset, jeg startede på i juni.
Det sværeste i prøven synes jeg bestemt er eskimoredningen. Her skal man dreje rundt, så man hænger med hovedet nedad og så føre hænderne op af vandet og frem og tilbage langs kajakkens bund. En anden kommer så tilundsætning ved at styre kajakstævnen hen så ens hænder rammer den, hvorefter man rager fat i spidsen og trækker sig op. Det sværeste er at bevare tålmodigheden den korte tid det tager at få kontakt til den andens kajak. Ikke at man ikke nemt kan holde vejret langt længere. Øvelsen gik nu fint for mig i dag i første forsøg. Selvredningen kludrede jeg lidt i, men det gik da også.
Det var sidste dag i pointløbet, som jeg også har deltaget i de tirsdage, jeg ikke var til havkajak.
Pointløbet blev afsluttet med præmier til de 3 med flest point. Vi var mange og det var en rigtig hyggelig klubaften.
mandag, september 14, 2009
Tour de Gudenå 2009
Det var så mit fjerde Tour de Gudenå. En dejlig intens weekend med godt samvær med de andre fra klubben. Det var trættende i år med modvinden. Vestlig om lørdagen, hvor vi roede over Silkebogsøerne, der den ene efter den anden strækker sig mod vest. Og så drejede vinden om i nord/øst og friskede op i løbet af søndagen, hvor vi roede mod nord/øst fra Bjerringbro til Randers over Langå. Turen til Langå var dog nærmest med medvind, da vinden endnu ikke var drejet helt om endnu. Men fra Langå til Randers var vinden mod og tiltaget, hvilket gjorde mig ganske træt i de store rygmuskler inden, jeg nåede Randers.
Jeg roede i 8 timer de to dage og heri var der nok ca 3 kvarters pause. Et kvarter om lørdagen i Ry og ½ time i Langå søndag.
Jeg blev nr. 234 ud af 343 på de 58 km. I alt gennemførte 775 ud af 863 tilmeldte i år. Vi var 8 fra klubben, der roede de 58 km og så havde vi to med på den lange på 120 km. Alle gennemførte og det er mig ubegribeligt at de 2 kom igennem de 120, når jeg nu tænker på hvor træt jeg blev af den halve distance.
Alt i alt noget sværere end sidste år. Bølgerne i år var ikke helt små, men de kom pænt ind forfra, så det var ikke så svært at holde balancen.
Her til morgen mandag, var jeg stadig lidt påvirket at anstrengelserne, hvilket jeg ikke var sidste år. Jeg har ellers brug for fuld energi til ugen, hvor der er travlt på arbejde med at få nye IT-systemer i drift.
søndag, september 06, 2009
Weekend hvor 4 haner mistede hovedet, jeg fik en vandtur og var til barnedåb
I går slagtede vi de fire af de syv kyllinger, der var blevet til hane. Min del af arbejdet er hovedsageligt at svinge øksen.
Derefter var jeg på vandet i havkajakken for lige at træne inden prøven til EPP2 på tirsdag otte dage. Det blæste meget fra vest, hvilket gjorde at jeg først opgav at træne selvredning, idet jeg lynhurtigt ville være drevet langt ud på fjorden, hvilket jeg ikke synes var ok. Så jeg trænede lidt sideforflytning og støttetag. Roede derefter en tur ud til Venø-færgen og hjem igen. Nu var klokken lidt i seks og vinden noget svagere, så jeg fik lige en tur i vandet og en selvredning med.
I dag var vi til barnedåb med min brors Asger. Det var i Lønne kirke og derefter i sommerhus med partytelt. Det ville selvfølgelig have været dejligt med lidt sol, men vinden var slet ikke som igår, næsten vindstille mellem træerne og det regnede ikke ret meget. Alt i alt var det en dejlig dag.
Abonner på:
Opslag (Atom)