Søg i denne blog

onsdag, december 31, 2003

Nytår

I aftes kørte vi til Sjælland. Det tog 4 ½ time, vel ca. som det plejer, selv om der var en del tåge; men Malthe sov det meste af vejen, så vi kunne køre den i et stræk. Med Malthe sovende og Sky Radio med musik, så var det en dejlig tur.



Malthe blev 3 år og startede i børnehave i 2003.

Jeg blev halv halvfems, som nogle kolleger morede sig med at sige.



Juleferien her i 2003 er i modsætning til næste år lang. En 14 dage for mit vedkommende kun med to arbejdsdage, hvor jeg endda også arbejdede hjemmefra. Næste år bliver måske lidt noget andet med juleaften og nytårsaften på fredage.



Vejrmæssigt tegner det til en flot nytårsaften. Vi er godt forberedt med nytårsfyrværkeri og da Malthe sover til middag nu, er der lagt op til en aften, hvor jeg nok skal få lov at fryse en del, mens fyrværkeriet bliver afbrændt.

Han var aktiv juleaften til hen mod midnat, så hvem ved måske er han med helt frem til kl 12:00.















søndag, december 28, 2003

Jul

Vi har en rigtig god jul i år. Ingen syge og en masse fridage.

Det blev ikke en hvid jul, selvom det ved Karens fødselsdag d. 22. dec. var det flotteste solskinsvejr med lidt sne og sol.
På Karens fødelsdag, da klassekammeraterne gik, var Malthe og jeg henne på værkstedet for at få vinterhjulene på.
Malthe sov på vejen til Holstebro, men vågnede og fulgte interesseret processen.

Nu i dag ser behovet for vinterdæk ikke så akut ud. Men vi stod overfor en jul med en del kørsel.
2. juledag var vi til lulefrokost hos Annes forældre i Ringkøbing, i dag skal vi til Sdr. Omme til mine forældre og senere er der en tur til Sjælland og en til Århus.

mandag, december 22, 2003

Mit ældste barn bliver 15 år i dag.

I det flotteste solskin, frost og lidt sne fejre vi 15 års fødselsdag i dag.
Hun har klassen på besøg lige nu. De er trukket udenfor, så der er stille her lige nu.

I går havde vi familien på besøg. Vi får fejret fødselsdag her inden, det går løs med julen.

onsdag, december 17, 2003

Ringenes herre, tredje og sidste del

Vi var til premiere natten til i dag.
Efterklangen af den utroligt flotte film sidder stadig i hovedet, eller også skyldes det, at vi først var hjemme kl 04:00.

En sådan dag, eller nat, er det dejligt at Struer har fået en biograf i teknisk topkvalitet.

For filmen fortjener de bedste rammer : God teknik og en veloplagt nat.

tirsdag, december 09, 2003

Forkølet

At jeg blev godt forkølet her søndag aften er ikke værd at dvæle ved.
Mere interessent er det, at den allerede nu er kraftigt på retur og at det er så lang tid siden sidst, at jeg ikke kan huske hvornår.
Det tror jeg selvfølgelig kan have sammenhæng til at jeg får passet mit motionsprogram nogenlunde.
I november fik jeg da løbet knap 40 km og jeg har endnu ikke forsømt den ugentlige tul i motionscenteret efter at det åbnede igen i sommers efter ombygningen.
Og så har man jo heller ikke tid til forkølelser her i december - samtidig med at det er en af de farligste måneder.
Juletravlheden er begyndt. Dog må jeg nok indrømme at det mest er konen og børnene, der har travlt med alle deres kalendere og julegaveindkøb. Jeg skal måske blot have spist min daglige chokoladejulekalenderpakke og så gå til en julefrokost eller to.

søndag, november 16, 2003

En tur til Sjælland

Vi er lige kommet hjem fra en weekend på Sjælland hos min søster.
I går tog vi meget tidligt, nemlig kl. 05:15, hjemmefra.
På den måde kunne det godt lade sig gøre at få en weekend sammen på trods af at der er ca 2 gange 5 timers transport.

En løbetur blev det til i dag og også i dag var jeg i biografen med de største børn.
V så Find Nemo en virkelig god film - også for en gammel far.

søndag, november 02, 2003

Arbejdstid

Det meste af denne weekend er gået med arbejde.
Weekenden er afslutningen på et IT-konverteringsprojekt.

Det ser heldigvis ud til at være gået godt. Det er lidt af et pres, når en større konvertering skal være gennemført inden
et større antal brugere møder mandag morgen.

Sidste weekend var vi til mors 70 års fødselsdag. Det var også en travl weekend, blot på en helt anden måde.
Lørdagen før selve fødselsdagen søndag, var vi i Legoland med min søster og hendes mand og børn.

Jeg glæder mig faktisk nu til næste weekend, hvor vi kun skal være lidt barnepige for nogle venner.
Bare drysse om herhjemme .......



tirsdag, oktober 14, 2003

Opvask

Vi er trætte af opvask.
Især Esben og jeg.
Maskinen gik i stykker før vores tur til Norge og nu gider vi ikke vaske op mere.
Den nægter at varme vandet og da den er gammel og affældig, ja så er det ud.
Afløseren kommer på fredag kl. 9 - vi glæder os.

En aften, hvor jeg stod midt i OPVASKEN, ringede en af Annes kolleger. Hendes mands ven havde købt en Miele til 4000 i Holstebro.

I dag ringede Esben så til mig på arbejde for at få mig til at komme tidligt hjem - nu skulle vi have købt en maskine.
Der var ikke rigtig tid sidste weekend. Fredag var der noget med kørsel til en fødselsdag og indkøb til Malthes fødselsdagsfest om lørdagen, hvor det jo så heller ikke kunne lade sig gøre.
En fin fest iøvrigt, hvor vi i stiv kuling spiste pølser fra grill på en skovlegeplads i Klosterheden.

Men idag fik Esben os så afsted til Holstebro, hvor vi købte en Miele til 4000.

onsdag, oktober 08, 2003

Malthe blev 3 i går

I dag havde han sin første hele dag i børnehaven.
Det ser ud til at overgangen fra dagplejen er nem.
Han blev 3 i går og på sin vis kan man sige at det er hans første rigtige fødselsdag.
Først denne gang er han rigtig klar over hvad der sker og rigtig interesseret i at få gaver.
Han har fået Byggemand Bob legetøj. Det er lige ham - gravkoen Grab skal med i seng.

Måske vil det på samme måde blive hans første rigtige jul. Vi var lige før spisetid ude sammen for at slå græs. Vi snakkede om at der nu ikke er flere blommer og jeg kom fra dette til at snakke om juletræ. Selvom at vi stod hvor vi kunne se den del af stuegulvet, hvor træet stod sidste år, kunne han ikke huske noget om at vi havde haft et juletræ. Efter i år er jeg sikker på at det er ændret.

I sidste weekend var vi i Norge for at besøge Annes søster og dennes familie. Familien har en hytte på en ø i den sydnorske skærgård.
I det dejlige solskinsvejr uden ret megen vind,nød jeg specielt fisketurene. Naturen er flot og vi fangede også en del fisk: Makrel, sild og nogle torskelignende fisk.

torsdag, oktober 02, 2003

Børnehave og tur til Norge

Malthe startede i børnehave i går.
Det lyder til at det er noget der passer ham.

I morgen skal vi en weekendtur til Norge, hvor vi besøger Annes søster.
De har en hytte ved Kristiansand. Så forhåbentligt bliver det vejr til at fiske.

mandag, september 22, 2003

Fredelig weekend

Malthe blev passet hos svigermor.
Så vi hyggede os med de store børn.
Var lidt ude at spise.
Jeg fik løbet lørdag, det var også lang tid siden sidst.
Vi spillede Settlers til ud på natten.
Var i kirke, hvor Esben fik en bibel i anledning af at han har startet konfirmationsforberedelserne.
Søndag, da vi hentede Malthe igen, var Esben og jeg ude på en 6 kms løbetur langs Ringkøbing fjord.

Alt i alt en fredelig weekend.

mandag, september 15, 2003

Fødselsdage

Der har ikke været megen tid til fx. at skrive i denne dagbog på det sidste.
I sidste uge havde Esben og jeg fødselsdag. Og de er blevet fejret over flere dage.

I lørdags var vi i Legoland med noget familie. Der var overraskende mange i det godt nok også meget gode vejr. Vi havde satset på korte køer til forlystelserne, men sådan var det ikke. En god dag blev det dog.

Søndag havde havde vi gæster her, så fejret er vi blevet.

Jeg fik bl.a. et ur, hvilket er dejligt, da jeg ikke kunne stole på det gamle mere. En gang i mellem tabte det et kvarter eller et par timer. At det nye ur så er et Jacob Jensen er da også meget sjovt, nu jeg arbejder på B&O.

Sidste weekend igen fik vi vasket og malet lidt på huset. Vejret drillede lidt, men en del blev det til.

Når jeg så samtidig har brugt lidt mere tid på arbejdet end normalt og bl.a. har læst en faglig bog, Fast Track to MDX, har tiden været lidt vel presset. Jeg med i et ganske spændene projekt og må i den forbindelse igen uddanne mig lidt.

søndag, august 31, 2003

Svanerne

Det svanepar jeg har fulgt siden jeg først så hunnen ligge på reden d. 13. april 2003 så jeg her til morgen i Kilen blot 300 meter fra hvor de havde deres rede.
Jeg tror i et det mindste at det er de samme. De har nu 5 unger, mens de oprindeligt havde 7 unger, se 28. juni 2003
Men jeg har set paret med de 5 unger 4 gange mindre en 1 km fra reden inden for den sidste måned.

Storåløbet



Storåløbet



Hele familien var til Storåløb i dag. Esben og jeg stillede op i henholdsvis 5 og 10 km.

Vi havde begge et godt løb. Esben løb på 27:38, hvilket er en stjernetid : Op til 28 min for drenge 11-13.
Min tid, 53:49 er ikke nogen stjernetid, men en personlig record.
I 2002 løb jeg på 56:12 og i 2000 på 59:17.

Nu er det ikke kun tider. Storåløbet er en oplevelse med ingredienser som mange deltagere og lidt underholdning. I år var der ikke noget musik, det var der sidste år. Men et par faldskærmsudspringere kunne det da blive til. Derudover er det jo i nabobyen Holstebro, så vi møder en del bekendte. Fx. i år som sidste år den tømmer, der byggede vores tilbygning.

Jeg hørte at der var 800 deltagere i Esbens 5 km. Og det var i samme størrelsesorden for 10 km.


Storåløbet 2003.

tirsdag, august 26, 2003

Kvie Sø

Weekenden var med mange aktiviteter.
Lørdag havde vi vejfest med bl.a. rundbold. Vi var dejligt mange med hertil, men det er træls at vores side af vejen igen tabte.
Senere spiste vi i en dobbelt carport, der var pakket godt ind i pressening for at holde vinden ude.

Vinden havde lagt sig til søndag og det var et rigtigt godt vejr.
Vi var i Sdr. Omme til min fars fødselsdag. Her blev vi hen på eftermiddagen enige om at tage til Kvie Sø. Som barn husker jeg at vi badede der og jeg har også som teenager været der med en kammerat på cykel med telt. Der er kun 22 km dertil fra Sdr. Omme.

I det gode vejr søndag var det en god oplevelse for alle. Malthe, Karen og Esben badede i det rene vand med den gode sandbund. Der er meget lavt langt ud, så Malthe kunne selv løbe rundt i vandet.
Esben og jeg prøvede også en vandcykel. Vi har helt ovre ved den anden ende af søen. Undervejs fik vi jaget en stor flok store måger op hele 3 gange. Et flot syn.

tirsdag, august 19, 2003

Fortræning til Storåløbet

I søndags var Esben og jeg ude på en 6 km løbetur. Esben skulle lige prøve at løbe mere end de 5 km han er tilmeldt Storåløbet 2003 på søndag 8 dage.
Vinden havde lagt sig efter lørdagens blæst.
Da vi løb langs fjorden så vi vikingeskibet Jelling Orm sejle ud for fulde sejl. Vi blev enige om at det var langt sjovere at sejle vikingeskib i blæsevejr, som vi prøvede det dagen før.
Vikingearangementet var omtalt i dag i Ugeavisen. Der stod at det havde været 20.000 lørdag/søndag. Det er da helt godt gået af Struer Muserum.

Jeg er selv tilmeldt 10 km. Og jeg var da også ude at løbe lørdag, så det skal nok gå.

Motionscenteret åbnede i går efter 3½ måneds lukning p.g.a. ombygning. Jeg var der faktisk i går og fik da også, ud over åbnings-cola'en og saunaen, prøvet både gamle og en enkelt at de nye maskiner.


lørdag, august 16, 2003

Vikingerne vender tilbage

I dag fik Struer besøg af vikingerne, hvilket vi alle var nede for at se.
Det var optrin, boder m.v.
Esben og jeg var ude at sejle med "Freja Byrding". En meget interessent og spændende tur i den lidt vel kraftige vind.
Stuer fik en båd selv, "Imme Struer" , men den sejlede ikke p.g.a. at besætningen ikke var rutinerede nok til vejret.
"Freja Byrding" begyndte først at sejle kl. 14:15 på grund af blæsten. Den lidt hårde vind gav en god oplevelse, hvor vi så den 5 mand store besætning arbejde. Efter vendingen ude ved Venø sad et tov på sejlet forkert, hvorefter mandskabet efter kort tid opgav at styre sejlet, tog så sejlet ned, kastede anker og kaldte gummibåden fra dykkerklubben for at blive trukket hjem.
En hjemtur, der heller ikke var uden dramatik, idet for megen fart ind i havnen medførte at "Freja Byrding" sejlede ind i "Imme Struer". Dette dog uden at der skete skade på bådene.

tirsdag, august 12, 2003

Naturvandring ved Nørskov Vig Vildtreservat

Vi forsatte her til aften med naturoplevelser på Venø.

Karen, Esben og jeg var på Naturvandring ved Nørskov Vig Vildtreservat.
Turlederen var igen Naturskoleleder Henning Givskov og han gjorde det igen til en god aften. Vi var også på tur på Venø med ham den 3. juli 2003.

søndag, august 10, 2003

Venø Sammensurium

Det var en weekend, der for mig stod i motionens tegn.

Vi lå sammen med nogle venner på Ladens Campingplads på Venø, hvor det årlige "Venø Sammensurium" blev afholdt.

Ud over musik og campingliv i 30 graders varme fik jeg en masse motion i den dejlige natur.
Vi havde fredag ikke fået arrangeret nogen pasning til Freja og synes at alligevel at den og vi var bedst tjent med at den blev hjemme. Det krævede så at vi tog hjem for at lufte og fodre lørdag og søndag. Derfor tog jeg cyklen til Venø fik cyklet ca. 80 km i den flotte natur Venø - Struer. De mange timer på cyklen gav fantastiske naturoplevelser som tidlig lørdag morgen, hvor det var varmt men så tåget at jeg ikke kunne se den korte strækning fra det ene færgeleje til det andet. Jeg så fasan, hare og på et bestemt sted rovfugle - en gang hele 5 på een gang.
Herudover deltog jeg i det 9 km lange motionssøb i forbindelse med Venø Sammensurium. Her kom jeg i stærk varme rundt på Venø.

Venø-Vindø gav en extra oplevelse. Vi var heldige at møde Kristian Hjørnholm, der kunne fortælle om vindborge. Om hvordan denne labyrint af sten i det sparsomme græs på stranden var lavet og hvad den havde været brugt til af Kelterne. En fortælling om et et forårs-/frugtbarheds-ritual, hvor foråret, en ung jomfru inderst i labyrinden skulle befries af Søndenvinden, en ung mand ude fra, mens Nord-Vestenvinden, jomfruens far, søgte at forhindre det. Der er noget om Kelterne, Steen Andersens vindskulptur med slebne sten, Anne Mette Hvidaa Hjørnholms pileflet og om Vindborge i dette link til "Venø-Vindø".

torsdag, august 07, 2003

Hverdage og så et fantastisk sommervejr

Vejret er som jeg husker det var, da jeg var barn.
Sol og varme så shorts og bare fødder er det eneste rigtige.
Som 44 (næsten 45) årig synes jeg ikke at det passer sig på arbejde, men straks jeg kommer hjem ryger de lange bukser, strømper og sko.

Det er det helt rigtige vejr at være cyklist i. Fx. i tirsdags og i onsdags, hvor jeg arbejder hjemmefra om formiddagen og derfor cykler på arbejde efter frokost, var himlen den klareste blå farve, temperaturen ca. 20 og en lille vind kølet ude fra Vesterhavet/Limfjorden.

I aftes var børnene og jeg nede ved Bremdal strand, hvilket er inde i Struer by. Esben var helt ude at svømme, mens vi andre nøjes med at soppe.

Her i weekenden skal vi sammen med nogle venner fra Århus til "Venø Sammensurium" på Venø. Hvor vi skal udnytte det gode vejr i telt, deltage i motionsløbet m.v.

mandag, august 04, 2003

Ferien er slut

Det var 3 gode uger for hele familien.



Nu er hverdagen startet igen, men ikke alt er som før.



Malthe holdt op med at bruge ble i ferien. Det gik ganske nemt i det dejlige sommervejr.

Malthe er naturligt den der har udviklet sig mest. Han er blevet 5 måneder ældre på de 3 uger.



Jeg holdt næsten op med at drikke kaffe. Kun een kop om dagen og jeg har holdt det i dag på arbejde.

fredag, august 01, 2003

Ferie dag 21

Vi kom hjem fra campingturen klokken 2 i nat.

Det har været en perfekt tur i den usædvanlige varme sommer.



Ruten blev sådan:

Først 3 nætter i Schleswig, kun 284 km hjemmefra men allerede noget nyt og spændende i dette tidligere danske land. Det blev til et vikinge-museum, en domkirke og noget Dannevirke-vold.



Derefter 5 nætter i Ferienpark Seehof ved Schwerin. En god campingplads med god badestrand inde på pladsen og Schwerin bymidte var speciel stemningsfuld om aftenen på grund af Slotsfestspil (Verdis Don Carlos). Og så det fantastiske badeland Wonnemar.



Derefter 3 nætter ved Berlin (DCC-Campingplatz Berlin “Am Krossinsee”) hvor byen, Berliner Fernsehturm og Zoo var aktiviteterne.



Derefter 3 nætter på Sokol ved Prag. En dag udelukkende på pladsen og en dag inde i byen.



Til sidst på vej hjem 2 nætter på Harz Camp i Harzen.



søndag, juli 13, 2003

Ferie dag 2

Vi var på Hjerl hede i det skønneste vejr.

Men Esben og jeg nåede også lige at se sidste del af dagens etape op til Alpe d'Huez. God underholdning, der endte med at Arstrong kom i gult og Hamilton kom på en sjetteplads.

lørdag, juli 12, 2003

Ferie

Så har jeg fået ferie. Og første dag er til dels gået med at se Tour de France. Esben og jeg har nydt at se Virenque vinde en bjergetape.

søndag, juli 06, 2003

Badeland

Vi var alle i Badeland i dag. Det var Malthes første gang og vi var lidt spændt på hvordan han ville tage det, da han plejer at være meget mange for vandsprøjt og specielt for vand i hovedet. Men han var en rigtig vandhund og så var det en herlig tur.
Telt

Vi overnattede i telt i haven i nat. Vi skulle se om vi alle fem kunne være der - teltet er kun 4-mands. Det gik udemærket, men jeg tror nu nok, at vi skal have det lille kuppeltelt med også.



Karen, Esben og jeg var i torsdag aften på "Klintetur" på Venø. "En vandretur langs klinterne hvor vi ser istidens påvirkning i skredfladerne. Strandens sten fortæller hvor isen kommer fra". Turlederen var Naturskoleleder Henning Givskov og han gjorde det til en god aften selvom det regnede.

Vi lærte 2 sten : Rhompeporfyr, der kommer fra Oslofjorden, og Larvikitt, der kommer fra omkring Larvik.

lørdag, juni 28, 2003

Svanen

Jeg skrev d. 5. juni at det svanepar, jeg har fulgt gennem længere tid, havde forladt reden, men tilsyneladende ingen ællinger havde.

Det har de. Jeg har mange gange siden set dem med 7 ællinger. I starten var de så små at de ikke var til at få øje på hvis de var lidt ude og holdt sig helt tæt til hunnen.

Også her til morgen så jeg dem.



I forrige uge var jeg på en IT-faglig konference i London. Det faglige var rigtig godt, men jeg fik også set lidt til London. Vejret var som det er her nu - dejligt sommervejr, hvor man kan gå ude i t-shirt til langt ud på aftenen. Og jeg fik genset nogle af de steder, vi var med børnene sommeren 1998 : Trafalgar Square, hvor man ikke længere må fodre duer, og Piccadilly Circus.

mandag, juni 09, 2003

Aalborg Zoo.

Vi var i Aalborg i dag på familiebesøg og i Zoologisk have.

Aalborg Zoo var en god oplevelse. Der var en god stemning, rent og specielt gruppen med giraffer, zebra m.fl. syntes jeg var flot.



I går brugte vi tiden i haven. Jeg ryddede den bageste del af have for hyldeblomst. Det gav så megen luft omkring et hushøjt fyrretræ, at det kunne laves til et meget spændende klatretræ. Nu håber jeg ikke Karen og Esben falder ned - jeg har selv efterprøvet at grenene kan holde.

torsdag, juni 05, 2003

Svanen.

Her til morgen, da jeg var nede ved Kilen med Freja, så jeg at svanen ikke længere var på reden.

Det er første gang siden jeg så den første gang på reden d. 13. april.

Og jeg har set den hver dag og jeg er næsten hver dag nede ved Kilen.

Der svømmede et svanepar lidt ude, men de havde ingen ællinger med. Nu kan jeg selvfølgelig ikke sige om det var det par, der havde reden.



Længere henne i kanten stod en fiskehejre i solen og tæt på svømmede et gråandepar med 10 ællinger

mandag, juni 02, 2003

Ferie.

Vi har haft en rigtig ferie her i de 4 dage Kr. Himmelfartsdagen gav.

Det var det herligste solskin - allerede om torsdagen blev jeg riglig rød.

Vi var i Omvrå i solskin, i Legoland i solskin, i haven i solskin og på Kilen i kano i solskin.

Og jeg var, for første gang i år, i løb rundt om Kilen i solskin.

torsdag, maj 29, 2003

Myg.

På mogenturen med Freja ned til Kilen kunne jeg flere steder høre en kraftig summen.

Det var store sværme af myg, der stor som skyer over træer og buske.

I den sidste uge har vi set disse store mængder af myg.

Heldigvis stikker de ikke (dansemyg?). Men iriterende er det når ruten går igennem en sådan sky og man skal passe på ikke at få dem i øjne, næse og mund.

Oppe over skoven ovre på den anden side af en rapsmark og ned mod Kilen kan disse sværme i dag ses som små torden-skyer. Og der er flere hundrede meter over.



De der har boet her siden sidst i 70'erne siger at det "i gamle dage" var langt værre. Dengang måtte man "skrabe myg af vinduerne for at kunne se ud".

Kvarteret blev derefter kaldt "Myggelunden" udover "Guldkysten" (dengang var det her de største og dyreste huse i byen lå).

mandag, maj 26, 2003

Jeg har fået mere gang i løb igen. Her til aften var jeg ude på en dejlig tur og sidste gang var blot i lørdags.

Vi fik plantet tomater i drivhuset i går - så nu er det kommet igang.

tirsdag, maj 20, 2003

Så er det hverdag igen.

Konfirmationen i søndags blev lige som vi ønskede.



Forrige weekend blev vi færdige med at sætte drivhus op. Det var der meget mere arbejde i end jeg havde troet. Men nu står det der.

Der er intet i det og det kommer der heller ikke før Esben kommer hjem fra den tur til Bornholm, han er på nu med skolen.

Esben går meget op i drivhuset.



Svanen ligger stadig på reden, mon den har fået ællinger nu ? Den har ligget længe nok nu.

tirsdag, maj 13, 2003

Jeg ferie i denne uge for at forberede Karens konfirmation på søndag.

Det er meget hyggeligt at gå hjemme nogle dage og så lave praktiske ting som fx. at sætte gardiner op.



Malthe er stadig meget interesseret i plæneklipperen - nu er han blevet mere modig og vil gå ved siden af. Han holder ved ligesom når et dagplejebarn går ved siden af en barnevogn. Vores plæne er meget velslået - Malthe har over de sidste par dage fået den slået igen lige efter at Esben og jeg lige havde gjort det.

onsdag, april 23, 2003

Jeg var nede ved Kilen med hunden her til morgen. Som sædvanligt.

Vejret et stadigt meget flot - som det har været en stor del af Påsken.

Også som sædvanligt nød jeg at opleve de mange interessante fugle Kilen byder på.

Lige neden for "udsigtsbænken" har et svanepar bygget rede. Jeg så hende ligge på reden første gang d. 13. april, men jeg ved ikke om hun har lagt æg.

Da det irriterer mig lidt, at jeg ved så lidt om fuglene ved Kilen har jeg lavet denne beskrivelse, netop af Fuglene ved Kilen.

Så jeg fx. bedre kan navnene på fuglene. Her til morgen så jeg udover Knopsvanen : Fiskehejre, Blishøne og Gravand.

søndag, april 13, 2003

Vi var til fødselsdag i dag. Inden nåede jeg at få malet det allersidste på tilbygningen.

Det var lidt bag brændeovnen - nogle skader på vægen efter at gulvvarmens tilslutning var lavet om.

Jeg forberedte det i går, men manglede så maling.

Det var gået til og det opdagede jeg først kl. 14:00.

Da jeg ikke kunne huske malermesterens butiks åbningstider prøvede jeg blot at ringe. Men de tog ikke telefonen.

Så var det afskrevet for denne weekend, men senere på eftermiddagen ringede malermesteren til mig for at spørge hvad jeg ville.

Hvorefter jeg kunne køre ud efter malingen. Han stod dog lige for at skulle ud af døren, så malingen stod blot til mig uden for butikken.

torsdag, april 10, 2003

Denne uge har indtil nu været præget af at Malthe har være syg. Blot noget feber, men det betyder at vi siden mandag har måtte skiftes til at blive hjemme for at passe ham.

I dag kom Annes mor heldigvis til undsætning og i morgen er han forhåbentlig helt rask.

søndag, april 06, 2003

Jeg brugte hele dagen i dag på at male fodliste i stuen. Det var en rest af malearbejdet efter tilbygningen vi fik lavet for en 1½ år siden.

Det er et år siden jeg var igang sidst og jeg mangler stadig lidt.



Jeg nyder nu at se fuglene, bl.a. knopsvanen, når jeg er nede ved Kilen med Freja.



Denne tekst er fra Skov og Naturstyrelsen:



APRIL

Svømmefugle ved Kilen.

Du kan se fugle flere forskellige steder ved Kilen – alt efter vind og vejr oh fugleart.Ynglefugle ved Kilen: toppet lappedykker, gråand, gravand, knopsvane, blishøne, fiskehejre.



Om vinteren er Kilen rasteplads for mange gråænder, troldænder, stor skallesluger, blishøns, hvinand m.fl.

Kilen har været vildtreservat siden 1952, hvilket betyder, at der er forbud mod jagt og bortjagning af fugle.

Kilen og området omkring Kilen blev fredet i 1976 for at bevare naturen og åbne mulighed for at færdes i den.




Se også Dansk Ornitologisk Forening.

søndag, marts 30, 2003

Legoland åbnede i denne weekend og vi havde god men kold dag der i dag.

I går var det varmere - en varm dag vi brugte til at få savet vores hegn mod vest ned. Det gjorde vi sidst for en 6-8 år siden.

Og hvor Malthe og jeg beundrede en gravemaskine og en motoriseret vogn i genboens have. De er ved at få lavet nye terrasser og i går skulle der graves ud med en gravemaskine på larvefødder og jorden køres væk med en tipvogn med mortor.

Malte så på i timer og var så interesseret at han slet ikke havde tid til at være fræk.

onsdag, marts 26, 2003

Malthe fik en plæneklipper i dag.

Ikke den store udskrivning, 39,95 kr hos Legekæden, men den vakte stor lykke.

Plæneklippere har været en stor interesse i de sidste uger.

Jeg har måtte finde motorplæneklipperen frem her længe før græsset gror.

Og det har mange dage være meget vigtigt at vi kom ud at køre med den.

Faktisk skiftede jeg olie på den en weekend - det skulle gøres engang alligevel. Og nu Malthe var så interesseret.



Efter vi så i dag har gået side om side med vore plæneklippere, står de nu parkeret omhyggeligt ved siden af hinanden ude i carporten.



Det er iøvrigt min (vores) 15 års bryllupsdag i dag. Det har der også været tid til at fejre.

fredag, marts 21, 2003

Jeg er blevet forkølet og er blevet hjemme fra arbejde idag. Heldigvis er det kun en lidt træls version af forkølelse og det får mig til at huske på hvor sjældent jeg eller

en i familien er syg.



Vi var til forældersamtale med Esben i går og det er da heldigvis et dejlig oplevelse.



Ellers har ugen stået på arbejde.



Og fra i går står krigen i Irak også på dagsordenen. Jeg får hørt og set megen nyhedsudsendelse, hvilket passer godt til at være lidt sløj.

søndag, marts 16, 2003

Jeg blev færdig med bog i dag, "Juggling" af Barbara Trapido. Det er ellers længe siden det er sket sidst. Det et mest blevet til halve bøger, jeg så har afleveret når de skulle genlånes.



Men "Juggling" var anderledes god, både underholdende og interessent. Og så er der også blevet mere tid i weekenden, nu hvor Anne ikke længere har weekendvagter.



I sidste weekend, der var den første efter at Anne er startet på sit weekend-frie job, var Malthe og jeg med ude for at se, hvor det er mor rider på islænderheste. Se billedet, hvor Malthe får lov at prøve.

lørdag, marts 08, 2003

Vi var på isen i går og iøvrigt også i onsdags.

Det er utroligt så forskellig isen kan være.

I onsdags støvregnede det lidt og denne regn gjorde isen meget langsom og tung.

Overfladen var næsten som isen i en tilrimet fryser - is fuld af luft men ikke så let som sne.



I aftes var isen fantastisk glat og hurtig. Det havde også regnet tidligere på dagen i går, men denne regn var frosset til en perfekt overflade.

tirsdag, marts 04, 2003

Vinteren forsætter.

I går aftes var Karen, Esben og jeg på skøjtebanen i det dejligste snevejr. Der lå 1 cm sne på isen og sneen stømmede flot og stille ned i projektørlyset.

Og Karen og Esben havde en god leg gående - noget med at være politi på Saturn.

I lørdags var Esben og jeg også deromme, men da havde vi en ubehagelig kold syd-østen vind.



I søndags havde vi vores egen tøndeslagning indedørs. Karen havde lavet en tønde af pap og videreførte dermed en tradition vi har haft siden Karen og Esben var små.

Nu var det Malthes tur til for første gang rigtigt at opleve hvor sjovt det er at slå til tønden.

torsdag, februar 27, 2003

Dejligt at Malthe fik gipsen af igen.

Han har været normalt i dagpleje i dag og han kan løbe omkring som før.

mandag, februar 24, 2003

Malthe skal have gipsen af i morgen. Så bliver det forhåbenligt meget snart igen normale tider igen.

Jeg var, synes jeg selv, på et hårdt arbejde i weekenden, hvor Anne havde dagvagt.

I dag og i morgen passer Annes mor ham, vi kan komme på arbejde og kursus. Det er dejligt at det kan lade sig gøre.



Han er et et glimrende humør og tager sig ikke særligt af at det ene ben er i gips.

onsdag, februar 19, 2003

Malthe fik en gips på for at holde knæet i ro i en 5-7 dage.

Der var ikke brækket noget.



Hans humør er heldigvis fint. Men det bliver et større arbejde at underholde ham, når han ikke kan løbe omkring.
I den sidste del af vinterferien var Anne og børnene på Sjælland, hvor de besøgte min søster. Jeg fik så til lejlighed til at følge lidt op på mit arbejde.

Esben slog knæet derovre i torsdags uden at det virkede særligt voldsomt.

I weekenden kunne det stadig ses lidt når han gik, men ikke det store.

Så var det dårligere i går og i dag vil han næsten ikke gå.



Lige nu er Anne inde på sygehuset med ham.



Jeg håber, at han meget snart kommer til at gå igen.

Dels selvfølgelig da det er utrygt i sig selv. Men det haster også, da en toårig dreng er som en flue i en flaske, når han ikke kan løbe rundt.

mandag, februar 10, 2003

Så er det skolernes vinterferie.

Karen, Esben og jeg var en tur på skøjtebanen lige inden spisetid.

Ellers har de store vist ikke lavet så meget i dag: Spillet tennis ude på vejen, sovet længe, læst og spillet computer måske.



søndag, februar 09, 2003

Jeg var ude med mine nye løbesko for første gang i dag.

Det har været noget sløjt med at få løbet siden november.

Det blev til 3 gange i december og overhovedet ikke i januar.

Løbeskoene købte jeg d. 3 januar så det var på tide at få dem igang.

Heldigvis var de perfekte.

lørdag, februar 08, 2003

Vi har afsat Malthe til mormor, og vi er nu lige kommet hjem fra virkelig god tur i bowling-centeret.

Og det siger ikke kun fordi jeg vandt.

Det er godt for en gangs skyld at lave noget med de store børn og med Annes lillebror, der med sine 20 år vel ikke længere kaldes et barn.



I går var vi til begravelse - en nabo døde i sidste weekend. Vi havde heldigvis ikke svært ved at få fri og det var godt at være med.

søndag, februar 02, 2003

Det var så en travl arbejdsuge efterfulgt af en weekend, hvor Malthe skulle klare sig med far om natten, da Anne havde nattevagter.

Det var Malthe ikke tilfreds med og specielt ikke den første nat.

mandag, januar 27, 2003

Skituren var et led i en længere række af ture med min søster og hendes familie.

2003, uge 4, Gaustablik, Hytte: Kvitåvatten Fjellhytter

2001, uge 6, Vrådal,Hotel : Vrådal Hotel

1999, uge 9,Nordseter, Hytte: "Camp David" ved siden af Nordseter Fjellstue

1998, uge 11,Hovden, Hytte: ?, (Badeland med mulighed for at svømme ud til sneen

1997, uge 10,Rauland, Arabu Hyttegrend

1996, uge 10,Hemsedal - Solheisen 9 km uden for Hemsedal, Hytte: "Bjarnebo" Hemsedal Feriesenter.

søndag, januar 26, 2003

Hjemme igen efter vellykket skiferie til Gaustablikk.



Vi havde en god sne og godt vejr. Dog blæste det lidt rigeligt mandag og fredag.

Vi var sammen med min søster og hendes familie som sædvanligt. Dog måtte den ældste kusine blive hjemme for at passe skolen.

Malthe (2 og et kvart år) var på ski for første gang. Desværre var han lidt syg i denne uge. Han havde noget med maven torsdag som var ovre, da vi skulle afsted lørdag. Men han var forkølet og hvade en enkelt dag eller to med feber i ugens løb.

Men han prøvede at komme med tallerkenlift med mig og så ned igen i fart mellem mine ben.

Esben og jeg dyrkede det alpine og nød de nye carvingski.

Karen var både på langrend og på alpin. Anne var på egne langrendski.





onsdag, januar 15, 2003

Esben blev syg i mandags, hjemme fra skole i går og stadig i dag. Noget med feber og ondt i halsen.

Men nu ser han ud til at være kommet over det.



Skiferien står for døren.

Så vejret studeres med interesse og bekymring. Alt for megen blæst fra vest og for varmt.



Skicenteret truer med at lukke 2 af hejsene på grund af blæst og der er 2 plus-grader i dag.

Udsigten siger at det skulle blive bedre til weekenden.



Vi vil helst ikke have for megen vind til færgen på lørdag og sneen skulle helst være perfekt til på søndag.

mandag, januar 13, 2003

Så er alle hundehvalpene flyttet hjemmefra. Den næstsidste kom til Viborg i fredags.

Karen og jeg afleverede den sidste hos nogle venner lørdag aften.



Jeg synes, at det er dejligt igen at have badeværelset for mig selv igen. Esben er af samme mening mens Karen vist savner de små lidt.

Karen kan så trøste sig med at vi får hvalpen på besøg en uge sidst i februar.



Anne havde dagvagter i weekenden så jeg fik tiden til at gå med at passe Malthe.



Nu er vi ved at varme op (pakke) til skiferien om en uge.

søndag, januar 05, 2003

Ferie.



I dag slutter min ferie.

14 dage - hvorefter jeg trænger meget til at komme på arbejde igen.



Malthe er ikke særlig glad for sne. Jeg har trænet med ham de sidste dage. Men han vil hellere have regn.



Sne gør at man ikke kan det man plejer : Gå med den røde dukkevogn (BR) eller padle sig frem på motorcykel (BR) .



torsdag, januar 02, 2003

Ferie.



I dag sluttede skolernes ferie men jeg starter først på mandag.



Der er kommet sne i nat - typisk nu hvor børnenes ferie er slut.



Men vi havde nu en god tid på Kilen i går. En time på isen hvor vi bl.a. var en tur langs bredden hen til Tarzanskoven : 1 km fra hvor vi startede.

Isen var perfekt og det er den ikke mere efter nattens sne. Jeg har været der nede i dag med hunden.

Nede i nærheden af Tarzanskoven var der i går et område med urørt og så hård perfekt is at man kunne glide henover den næsten uden nogen kraft.





onsdag, januar 01, 2003

Godt nytår!



Nytårsaften i år startede med en skøjtetur på Kilen.

Karen, Esben og jeg nød det flotte vejr og de sidste solstråler med en ½ time på Kilen klokken 16:15.

Isen var god, vejret helt vindstille, frostklart, solen på vej ned i en rød horisont.

Og alle de fotte nytårsraketter folk i Struer, Bremdal og de små byer nord for Kilen sendte op.



Var vi helt stille kunne vi høre hvordan et enkelt tramp fik den store isflade til at synge.

Knald fra raketterne gav genlyd fra skoven.



Senere i løbet af aftenen var det perfekte vejr en utrolig flot ramme.



Malthe gik mest op i at beundre hvordan storebror kunne fyre bordbomber af.