I dag blev dagen. Jeg har ferie og vejret var blot så godt. Specielt i formiddags. Der var kun en meget svag vind fra øst, nogle plusgrader og endda også nogen sol.
Så i formiddags fik jeg årets første tur på fjorden.
Med den ringe vind og med sollyset var det let at følge med i hvor dybt vandet var under kajakken, så jeg hele tiden var sikker på, at skulle jeg ryge i, kunne jeg vade ind.
For vandet er koldt. Der var et område med små isstykker, der lå og klirrede som tusinde isterninger i et bælte pakket ind af østenvinden mod dæmningen. Det var en ny oplevelse for mig at høre den rislen, det gav, når kajakken gled igennem, eller den hårde lyd, når pagajen jog ned gennem de mange små isstykker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar