Søg i denne blog

lørdag, februar 17, 2007

ChiRunning

Efter at have ventet en måned på at biblioteket skaffede bogen ChiRunning, opgav jeg og købte den. Jeg har læst den og igår var anden gang jeg var ude at løbe herefter. Det er en meget interessent bog. Min umiddelbare oplevelse er at teorien virker overbevisende og at der er meget at arbejde med.
I tiden, hvor jeg ventede på biblioteket, kom jeg jo igang med Chi Kung-træning. Det holder jeg fast i. Jeg arbejder stadig med de 2 første øvelser, så her er også meget at tage fat på. Sammenhængen til ChiRunning er tydelig, når man arbejder med det.

Der er også en sammenhæng til kajak-roning. Efter ChiRunning-teknikken skal man slappe af i benmusklerne og lade de stærke muskler omkring rygsøjle tage en stor del af arbejdet. Tilsvarende når man ror kajak, her skal det største arbejde laves ved at vride rygsøjle - præcist det samme.

torsdag, februar 15, 2007

Årets første kajaktur

I dag blev dagen. Jeg har ferie og vejret var blot så godt. Specielt i formiddags. Der var kun en meget svag vind fra øst, nogle plusgrader og endda også nogen sol.
Så i formiddags fik jeg årets første tur på fjorden.
Med den ringe vind og med sollyset var det let at følge med i hvor dybt vandet var under kajakken, så jeg hele tiden var sikker på, at skulle jeg ryge i, kunne jeg vade ind.
For vandet er koldt. Der var et område med små isstykker, der lå og klirrede som tusinde isterninger i et bælte pakket ind af østenvinden mod dæmningen. Det var en ny oplevelse for mig at høre den rislen, det gav, når kajakken gled igennem, eller den hårde lyd, når pagajen jog ned gennem de mange små isstykker.