Jeg kom ikke helt rundt p.g.a. det blæsende vejr. Men turen var ikke kortere af den grund. Stadig 25 km - vi roede blot op af den østlige side og tilbage igen samme vej.
Det er tradition at vi i klubben d. 1. maj har Venø Rundt som klubtur. 1. maj er første dag vi i turkajak i klubben må tage over til Venø - deraf traditionen.
Men traditionen er ved at ændre sig med havkajakkens store udbredelse.
Dels må man ifølge havkajakreglerne i klubben godt tage over til Venø før 1. maj, hvis man altså er frigivet til havkajak (EPP2). Jeg er fx. frigivet til både tur- og havkajak.
Dels var der rigtigt mange havkajakker med i år. Dels fra vores egen klub og dels fra Herning, Sunds og Holstebro.
Og de fleste af havkajakkerne tog hele vejen rundt om øen idag.
I den gamle tradition var vi alle i turkajak og roede mere samlet rundt.
Jeg vil indrømme at jeg havde også taget en havkajak i dag. Med udsigten til 10 m/s i middelvinden og 15 m/s i stødene hen på dagen, havde jeg ikke mod på turkajakken. På nær turen over Venøsund kunne jeg nu memt have taget den, da jeg alligevel blot fulgtes med mine klubkammerater op og ned af den østlige side. Turen over Venøsund var utryg i turkajak, men mulig da bølgerne kom ind ret for og ikke fra siden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar