I weekenden var jeg til Tour de Gudenå. Jeg var med for første gang sidste år, men i år blev en helt specielt god oplevelse. Og det siger jeg måske mest fordi det lykkes mig at gennemføre.
Vejret var helt exceptionelt lørdag. Jeg hørte nogen tale om 18m/s i middelvinden og 22 m/s i vindstødene. Jeg ved ikke præcist, hvad det var, men specielt vindstødene var helt utrolige.
Øverst på resultatlisten for lørdag står:
Antal tilmeldte deltagere: 888
Antal gennemførende deltagere: 263
Antal udgåede deltagere: 625
Til sammenligning udgik 48 ud af 822 på første dagen(lørdag) sidste år.
Hvilket tydeligt viser, at det var helt extraordinært i år.
Fra Struer var vi 7 der gennemførte Trim om lørdagen og 2, der udgik. Herudover 2 unge kaproer, der gennemførte og en voksen der udgik lørdag på 120. Ud over naturligvis at vi er gode,viser det nok også at vi, der til dagligt ror på Limfjorden, får mere bølgetræning end gennemsnittet.
Søndag var vejret helt modsat. Hvor det blæste og regnede lørdag, havde vi solskin hele dagen og en svag medvind var der sågar også. Søndag var 34 af de 58 km og det på Randers å med strømmen. Den rene ferie i forhold til lørdag, hvor ruten gik fra Emborg til Silkeborg over mange søer med Juelsø som den største.
Resultatmæssigt kom jeg i top 100 (nummer 86 ud af 313 i tiden 07:51), hvilket jeg nok aldrig igen opnår. Sidste år blev jeg nummer 151 af 259 i tiden 7:10 på Trim-ruten.
Jeg roede i en Coastrunner og vi var flere, der lørdag fik et helt kærligt forhold til den kajak, der fik en igennem det vilde vejr. Det uanset om typen var Raptus, Coastrunner, Coastliner eller Hunter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar